Husorden

Almindelige ordensregler

Det forventes at beboerne og deres gæster har en sådan adfærd, at de ikke er til gene for andre. Fx. omtanke i forbindelse med tidspunkt for hvornår man går i bad, spiller musik, spiller for åbne vinduer eller opholder sig på fællesarealerne.

Brug af indendørs fællesarealer

For brug af kælderen gælder samme ordensregler som ved brug af boligen. Der skal her udvises samme hensyn til de øvrige beboere i forhold til støj og tidsrum for anvendelse af støjende værktøjer.

Det er ikke tilladt at bruge kældergang, kælderrum og cykelrum til værksted, ophold eller fester. Øvrige fælleslokaler må kun anvendes inden for lovens rammer.

I de fælles kælderarealer, herunder også kældergange og rummet under hovedtrapperne, må der ikke hensættes møbler, affald eller lignende. Cykler må kun hensættes i de fælles cykelrum og barnevogne kun i barnevognsskuret.

Rygning i fællesrum er forbudt.

I kælderen er der et fælles tørrerum. Tørrerummet skal efter endt brug efterlades ryddeligt og rent. Det henstilles, at vasketøjet fjernes så snart det er tørt, således at snorene holdes ledige til øvrige beboeres vasketøj.

Støj

Det er ikke tilladt at spille høj musik. Planlagte fester varsles mindst en uge i forvejen ved opslag i din opgang og naboopgange.

Brug af musikinstrumenter må kun foregå i tidsrummet 9-22.

Brug af boremaskiner og andet støjende værktøj må kun finde sted hverdage mellem 7 og 19 samt lørdag og søndag mellem 10 og 14.

Bliver du bedt om at skrue ned for musik eller støj, skal dette efterkommes med det samme.

Haver, havegrill og juletræer

Det påhviler hver enkelt haveejer at holde deres haver. Ejerne skal beskære træer, så de ikke er generende for andre beboere. Haveejerne skal selv sørge for at få fjernet deres haveaffald. Der kan købes haveaffaldscontainer gennem kommunen.

Placering af havegrill skal ske i den del af haven, der er længst væk fra beboelsen.

Der må ikke hensættes juletræer udenfor lejlighederne. De skal bortkøres til genbrugsstationen – læs mere om renovation i BallerupBo.

Husdyr

Det er tilladt at holde husdyr.

Husdyrs efterladenskaber (stort og småt) må ikke afleveres indenfor ejerforeningens arealer.Heller ikke selv om efterladenskaberne fjernes i pose bagefter. Årsagen er, at lugten motiverer andre hunde og katte m.fl. til at benytte arealerne (fx legepladsen og græsplænerne) til nye besørgelser.

Parkeringsforhold

Til ejendommen hører parkeringspladser. Parkeringspladserne er kun til brug for ejendommens beboere. Der må kun parkeres i afmærkede båse.

Der er ikke så mange p-pladser, derfor er der max. én p-plads pr. husstand. Gæster henvises til at parkere andre steder – enten ude på Gl. Rådhusvej eller på parkeringspladsen ved Gl. Rådhusvej 32.

Det henstilles, at der ikke bakkes ind på parkeringspladserne, da det er generende for de beboere, som har haver, når bilen skal startes. I visse tilfælde kan det blive nødvendigt at bakke helt ud på den trafikerede Gl. Rådhusvej. Af hensyn til trafiksikkerheden henstilles det derfor, at ingen parkerer på Gl. Rådhusvej en billængde på hver side af udkørslen.

Udluftning og maling

På grund af den relativt høje fugtprocent i ydermurene er det vigtigt, at alle foretager daglig udluftning samt ved maling af ydervæggene aldrig anvender plastmaling men diffusionsåben maling.

Klager

Klager over brud på husordenen, fx. i forhold til støj, husdyr, brug af indendørs fællesarealer og parkering, kan rettes til bestyrelsen for ejerforeningen.